Strålebehandling.
Som med kemobehandling, startede vi med “skole”
Vi var en samling af kvinder der alle skulle i gang med strålebehandling, der fik fortalt og forklaret om hele processen.
Og igen, fortælling om bivirkninger.
Denne gang var bivirkninger bl.a forbrænding, stivhed og smerter i det bestrålede område, og træthed.
Og som med kemo, er det meget indivuelt, hvor meget man bliver påvirket.
Men inden strålerbehandling begynder, får man lavet en CT scanning.
Det er for at bestemme præcist hvor strålerne skal ramme.
Og fordi jeg er opereret i venstre side, hvor hjertet sidder, skulle jeg lære en teknik der hedder Gating.
Gating er en bestemt måde at holde vejret på.
Når man gør det, skubber man nemlig hjertet til side, så det ikke bliver ramt.
Det minder meget om måden, man “trækker vejret” på, til Pilates.
Og det gik jeg til for nogle år siden, så jeg syntes heldigvis ikke det var så svært.
Jeg fik også ros, fordi jeg var god til at trække vejret. 😂
Fordi jeg havde haft spredning til lymferne, skulle jeg have 25 gange stråler.
Men jeg blev spurgt om jeg ville være med i et forsøg, hvor man kunne blive udtrukket til “kun” at få 15 gange.
Man ville få samme antal stråler, bare på færre dage.
Bivirkningerne burde ikke være anderledes.
Grunden til forsøget, var at i England og Holland giver man 15 behandlinger, og det er åbenbart de lande man skeler til.
Jeg sagde ja til forsøget, og blev udtrukket til 15 behandlinger.
Behandlingerne foregår hver dag, fra mandag til fredag, med “fri” i weekenden.
Selve behandlingen forgik her.
Man ligger på briksen, med den røde dims under benene, og med venstre arm løftet over hovedet.
Det er vigtigt at ligge på præcis samme måde og samme sted hver eneste gang.
Og for at kunne gøre det, får man 5 bittesmå prikker tatoveret, 3 på brystet, og 1 i hver side.
På den måde kan de sørge for at rette kroppen til.
Desuden kan briksen flyttes frem og tilbage, så man ligger helt rigtig.
Det gør ikke ondt at få stråler.
Faktisk kan man overhovedet ikke mærke det.
Det svarer jo også til at blive røntgenfotograferet.
Og det tog ca. 20 minutter pr. gang, fra man kom ind, til man var ude igen.
Jeg syntes det var hårdt at skulle afsted hver eneste dag.
Mere end jeg havde regnet med, også selvom det jo egentlig gik hurtigt.
Så jeg var glad for at jeg “kun” skulle afsted 15 gange.
D. 21. februar var jeg afsted for sidste gang. Hurra 🇩🇰
Jeg har været heldig.
Min hud blev ikke forbrændt. Jeg fik kun let rødmen.
Men jeg kan bestemt godt mærke min skulder og armhule.
Muskler, væv og sener blev stive og ømme.
Og jeg er træt.
Jeg har det ind i mellem som om jeg hører hjemme på et plejehjem.
Og en eftermiddagslur er et must for mig ;-)
Så nu er jeg “rask”
Eller det vil sige, jeg er ihvertfald færdig med behandling og “kræftfri”
Officielt rask bliver man vist først erklæret, efter 10 år uden tilbagefald.
For at forhindre tilbagefald, skal jeg have anti-østrogen piller (Tamoxifen) de næste 10 år.
Er der bivirkninger ved dem?
HaHa. Ja selvfølglig!
Hedeture - ømhed i ledene og vægtstigning er nogen af dem.
Så dem tager vi også med ;-)
Selvom jeg nu er “færdig”, så kommer I nok til at høre mere om tanker og forløb.
Men man kan jo heldigvis springe over, hvis ikke man orker at læse mere ;-)
