Viser opslag med etiketten Brystkræft. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brystkræft. Vis alle opslag

tirsdag den 20. april 2021

Lidt nyt er der da at fortælle


                                            


I begyndelsen da butikken åbnede op, havde vi forrygende travlt.

Nu er det ved at stabilisere sig, man kan næsten sige at det er for stille.
Forhåbentlig rykker det lidt igen, når cafeer og restauranter åbner igen.

Men på trods af det, syntes jeg tiden flyver afsted.

Jeg har fået første vaccination, og skal have næste stik på mandag.
Det var en stor overraskelse da jeg blev indkaldt.
Mente ikke det var min tur endnu, men tror det er på grund af efterbehandlingen for brystkræft.

Jeg har gang i rigtig meget forskelligt strikketøj.
Når man har det, bliver man ofte færdig med flere ting på samme tid.
Det syntes jeg dog ikke rigtig passer lige nu.
En enkelt sommerbluse er dog blevet færdig.




Fakta:

Model: Bluse med glimmerkanter af Ellen Holm (fra et tillæg i Hendes Verden)
Str: XL
Garn: CottonWool 3 fra Gepard Garn fv. 514 og Paia fra Filcolana fv. 708
Forbrug: 226 g ialt. Tænker jeg har brugt 1/2 ngl Paia
Pind: 2.5 og 3.0 mm
Andet: Har fulgt opskriften til punkt og prikke.


  


    

tirsdag den 4. september 2018

En kolbøtte. Del 9

Hvordan har du det?

Fint!
.
.
.
Det er der mange der spørger, når de ser mig.
Og jeg har det fint..
- for jeg er her jo!
- jeg er igennem behandling
- kontrollerne er fine

MEN

Der er bivirkninger af behandlingen, og dem har jeg også.
Men man orker ikke at gå hele listen igennem, når man taler med folk.
Og bivirkningerne forsvinder jo heller ikke alligevel, dem skal man lære at leve med. 

I får lige min remse, så I kan se hvorfor jeg siger fint ;-)

- ondt i hofterne og knæene (bivirkning fra Tamoxifen, som er anti-østrogen jeg skal tage i 10 år, for at forebygge tilbagefald) det gør især ondt, når jeg skal op ad trapper (hvor jeg så også mister luften) når jeg skal rejse mig fra en stol eller hvis jeg har siddet på hug.

- jeg har stadig problemer med at jeg mister luften når jeg anstrenger mig.
Og der skal ikke ret meget til, før jeg pruster og stønner (bivirkning fra kemo) 
Og det hjælper jo heller ikke at man har taget på. 

- vægtøgning (endnu en bivirkning fra Tamoxifen) 

- hedeture (Tamoxifen har kastet mig ud i overgangsalderen) Jeg ville jo alligevel være kommet i overgangsalderen, men fordi jeg ikke var i overgangsalderen da jeg begyndte på behandling, er det måske blevet mere voldsomt end det ellers ville have været. 
Men det er selvfølgelig svært at sige helt præcist.
Jeg har i en overgang haft 4-6 hedeture hver nat. Det er hårdt ikke at få sin nattesøvn, men det går heldigvis bedre.
Nu får jeg kun et par stykker, og de er ikke så voldsomme mere, så måske kroppen er ved at finde et “normalt” leje.
Jeg har ikke tal på hvor mange jeg har om dagen. Men det er en del. 
Jeg må ikke drikke Rødkløver, da det er planteøstrogen, og man kan godt få noget der hjælper, men det har også bivirkninger (bl.a. tørhed i slimhinderne) og det orker jeg egentlig ikke.

- træthed (det er blevet bedre, men jeg er stadig ikke helt på samme omdrejningerne som før) Det hjælper heller ikke at man ikke får sin nattesøvn. 
- min hukommelse er blevet virkelig ringe. Jeg har små sedler liggende alle vegne. 
Det er utroligt svært at vænne sig til, jeg plejer at være ret god til at huske. 

- mindre gener i brystet og armen, hvor jeg er opereret. (der er også stråleskader) Har fået hjælp af en fysioterapeut, så det går fremad. Laver øvelser hver morgen og aften.  

- i småtingsafdelingen, er sår i næsen (bivirkning fra kemo, der påvirker slimhinderne) og ondt i fødderne ind i mellem. (også fra kemo)  og meget tørre fødder, samt tynd sart hud under armen (stråleskader) som skal smøres med tyk creme. Den sarte hud betyder også at jeg ikke kan bruge bh`er med bøjle i øjeblikket. 

- bekymringer/tanker om tilbagefald. De er svære at undgå. De kommer altid op når man har ondt et eller andet sted. Selv en lille bums, kan give bekymringer. 

Jeg har heldigvis ikke (endnu) lymfødem i armen, hvor jeg har fået fjernet lymfer.
Men man siger at man kan opleve senfølger helt op til 20 år efter man har været igennem behandling.
Så jeg krydser fingre for at der ikke dukker mere op.
Og at jeg er blandt de 77 % :-)

Billede fra Støt Brysterne/Instagram 

tirsdag den 29. maj 2018

Masser af god mad, og taknemmelighed

Da jeg blev syg, var Per ved min side hele tiden.
Han hjalp også i butikken, så godt som han nu kunne.
Pernille, som jeg har ansat, hjalp også, så meget hun kunne.
Og derudover var der 3 fantastiske kvinder, der stillede op og hjalp.
Uden alt den hjælp, havde det været svært at få butikken til løbe rundt.
Jeg er fuld af en uendelig taknemmelighed over for alle disse mennesker.
Og som en lille tak, havde jeg inviteret dem alle på Kähler Villa Dining forleden.
Vi havde en fantastisk aften, med god mad og vin og det var simpelthen så hyggeligt.





 

                    


Lamme-carpaccio - Asparges med rejer - Oksemørbrad - Pandekager med is



Forrige jul overraskede Per mig, med et fantastisk gavekort til Frederikshøj
Vi bestilte bord i september (man skal være ude i god tid), men da jeg blev syg, aflyste vi igen.
Jeg vidste jo ikke hvordan jeg ville have det, og sådan en aften skal man have fuldt udbytte af.
I lørdags lykkedes det så.
Vi var afsted med vores gode venner, og havde en fuldstændig magisk, fantastisk, utrolig, imponerende aften.
Kähler laver super god mad, men dette var i en liga for sig selv.
De har fået 1 Michelin stjerne, og den er meget velfortjent.
Vi fik 12 retter, vine, snacks og kaffe med sødt.
Her er lidt billeder:

Først snacks

De første 4 retter: Blæksprutte - Knivmuslinger - Caviar - Pigvar

De næste 4 retter: Jomfruhummer - Tun - Skovkylling - Kalvebrisler



De sidste 4 retter og sødt til kaffen: Æg - Rabarber - Æble - Guldbarrer




Billedet med alle de små glas, var sødt til kaffen.
Man kunne få lige så meget man havde lyst til. 
Men jeg var simpelthen så mæt, at jeg var nødt til at springe over. 

Dagen efter var vi ret matte. 
Heldigvis ingen hovedpine (også selvom vi fik ret meget vin)
Det var min fødselsdag, så den blev afholdt meget afdæmpet, med besøg af min svigermor til eftermiddagskaffe og børnene der kom forbi til aftensmad, som vi hentede hos verdens sødeste græker 
Jeg fik dejlige gaver, som alle var højt på ønskelisten.
Så kan man vist ikke ønske mere :-)






torsdag den 22. marts 2018

Tanker om brystkræft

Når man får en alvorlig diagnose som brystkræft, er der mange tanker der ryger igennem hovedet.

Nogen af de første tanker er selvfølgelig:
Hvor slemt er det?
Er der spredning?
Dør jeg af det?
Tankerne er mange. Rigtig mange....

Jeg har, desværre set både en svigerinde og en strikkeveninde, dø af brystkræft.
Så jeg vidste godt lidt om, hvor hårdt det ville blive.

Jeg bestemte mig for IKKE at google...
Jeg var bange for, at hvis jeg googlede,  så ville jeg blive skræmt fra vid og sans.
Den eneste hjemmeside jeg gik ind på var Kræftens Bekæmpelse.
Fordi jeg mente det ville være god og sober information.
Og jeg tog disse tal til mig:

Overlevelsen ved brystkræft*

Kvinder

Efter 1 år   −       97 %
Efter 5 år**−       87 %

Jeg bestemte mig for, at jeg selvfølglig var med i de 97 %!

Jeg lånte denne bog på biblioteket



Det er en fantastisk bog, som jeg varmt kan anbefale.
Jeg skulle lige trække vejret dybt inden jeg gik i gang med at læse den, fordi det hele kom meget tæt på, og blev  meget virkeligt.
Men den gav mig en masse information om hvad jeg kunne forvente, fortalt på en måde som var usentimental og sober.
Tak til Josina og Josephine for at skrive bogen.

Jeg er nemlig indrettet sådan at jeg gerne vil være forberedt.
Så da jeg fik udleveret kemomappen, læste jeg den også igennem fra den ene ende til den anden.
Den er tyk og der er nævnt rigtig mange bivirkninger!
Som i rigtig mange....
Men det gjorde mig tryg at vide hvad jeg kunne forvente.

Alle mennesker er forskellige.
Nogen vil ikke vide mere end højst nødvendigt. 
Jeg er lige modsat. 
Jeg vil vide hvad jeg er oppe i mod. 
Jeg vil være forberedt.

Og med alt den information, vi fik på hospitalet, og det jeg læste mig frem til, følte jeg mig godt rustet.

Nu, hvor jeg er ovre på den anden side, har jeg faktisk genlæst Josefine og Josinas bog.
Denne gang med en aha følelse, og samtidig fik den nogle ting til at falde på plads.

Da jeg genlånte bogen på biblioteket, opdagede jeg at Josina havde skrevet endnu en bog.



Den har jeg også læst nu.
Mest af ren nysgerrighed, da jeg heldigvis ikke er så hårdt ramt af senfølger. 
Måske fordi det er så kort tid siden jeg er færdig med behandling.
Men jeg ved at senfølger kan komme flere år efter.
Så igen, er jeg nu mere forberedt på, hvad som kan komme ;-)








onsdag den 14. marts 2018

En koldbøtte. Del 8

Strålebehandling.

Som med kemobehandling, startede vi med “skole”
Vi var en samling af kvinder der alle skulle i gang med strålebehandling, der fik fortalt og forklaret om hele processen. 
Og igen, fortælling om bivirkninger.

Denne gang var bivirkninger bl.a forbrænding, stivhed og smerter i det bestrålede område, og træthed.
Og som med kemo, er det meget indivuelt, hvor meget man bliver påvirket.

Men inden strålerbehandling begynder, får man lavet en CT scanning.
Det er for at bestemme præcist hvor strålerne skal ramme.
Og fordi jeg er opereret i venstre side, hvor hjertet sidder, skulle jeg lære en teknik der hedder Gating.

Gating er en bestemt måde at holde vejret på.
Når man gør det, skubber man nemlig hjertet til side, så det ikke bliver ramt.
Det minder meget om måden, man “trækker vejret” på, til Pilates.
Og det gik jeg til for nogle år siden, så jeg syntes heldigvis ikke det var så svært.
Jeg fik også ros, fordi jeg var god til at trække vejret. 😂

Fordi jeg havde haft spredning til lymferne, skulle jeg have 25 gange stråler.
Men jeg blev spurgt om jeg ville være med i et forsøg, hvor man kunne blive udtrukket til “kun” at få 15 gange.
Man ville få samme antal stråler, bare på færre dage.
Bivirkningerne burde ikke være anderledes.
Grunden til forsøget, var at i England og Holland giver man 15 behandlinger, og det er åbenbart de lande man skeler til.
Jeg sagde ja til forsøget, og blev udtrukket til 15 behandlinger.

Behandlingerne foregår hver dag, fra mandag til fredag, med “fri” i weekenden.



Selve behandlingen forgik her.

Man ligger på briksen, med den røde dims under benene, og med venstre arm løftet over hovedet.
Det er vigtigt at ligge på præcis samme måde og samme sted hver eneste gang.
Og for at kunne gøre det, får man 5 bittesmå prikker tatoveret, 3 på brystet, og 1 i hver side.
På den måde kan de sørge for at rette kroppen til.
Desuden kan briksen flyttes frem og tilbage, så man ligger helt rigtig.

Det gør ikke ondt at få stråler.
Faktisk kan man overhovedet ikke mærke det.
Det svarer jo også til at blive røntgenfotograferet.
Og det tog ca. 20 minutter pr. gang, fra man kom ind, til man var ude igen.

Jeg syntes det var hårdt at skulle afsted hver eneste dag.
Mere end jeg havde regnet med, også selvom det jo egentlig gik hurtigt.
Så jeg var glad for at jeg “kun” skulle afsted 15 gange. 

D. 21. februar var jeg afsted for sidste gang. Hurra 🇩🇰

Jeg har været heldig.
Min hud blev ikke forbrændt. Jeg fik kun let rødmen.
Men jeg kan bestemt godt mærke min skulder og armhule.
Muskler, væv og sener blev stive og ømme.
Og jeg er træt.
Jeg har det ind i mellem som om jeg hører hjemme på et plejehjem.
Og en eftermiddagslur er et must for mig ;-)

Så nu er jeg “rask”
Eller det vil sige, jeg er ihvertfald færdig med behandling og “kræftfri”
Officielt rask bliver man vist først erklæret, efter 10 år uden tilbagefald.

For at forhindre tilbagefald, skal jeg have anti-østrogen piller (Tamoxifen) de næste 10 år.
Er der bivirkninger ved dem?
HaHa. Ja selvfølglig!
Hedeture - ømhed i ledene og vægtstigning er nogen af dem.
Så dem tager vi også med ;-)

Selvom jeg nu er “færdig”, så kommer I nok til at høre mere om tanker og forløb.
Men man kan jo heldigvis springe over, hvis ikke man orker at læse mere ;-)


onsdag den 7. marts 2018

En koldbøtte. Del 7

Aldrig i mit liv, har jeg fået så mange blomster, chokolade, gaver og tanker.
Det har været helt overvældende og meget rørende.

Jeg kan kun sige tak til alle der tænkte på mig ❤️

  
  

  
  
  
  

Og så er dette endda kun et udvalg af alle de blomster og alt det chokolade jeg har fået!

onsdag den 21. februar 2018

Strik og brystkræft

Jeg havde en ide om at når man får kemo eller efter operation, så får man ikke strikket ret meget.
Men måske man fik læst en del?
Noget jeg egentlig er ret glad for, men ikke får gjort så meget mere.
Jeg har forsøgt mig med lydbøger, men det er slet ikke mig.

Så jeg bestilte en stor stak bøger hjem fra Amazon.
Selvfølgelig strikkerelaterede ;-)



Det viste sig dog, at jeg hverken fik læste eller strikket ret meget.

Efter de første kemobehandlinger, var jeg utrolig træt og kvalm og havde hverken lyst til at læse eller strikke. 
Heldigvis kom det igen, efter nogle dage.
Og så vandt strikkelysten.

Efter operationerne, kunne jeg ikke strikke, da jeg havde ondt i armen.
Jeg fik læst lidt, men slet ikke det jeg havde regnet med.
Jeg var nemlig også utrolig træt. 

Nu kan jeg heldigvis godt strikke igen.
I starten kun på lidt tykke pinde.
Og jeg kunne også hækle. 
Men ikke for længe af gangen. 
Så jeg vekslede imellem at læse og hækle/strikke.

Men nu er alt tilbage til “normal” og jeg strikker på fuld kraft igen.
Eller det vil sige, hvis ikke jeg er for træt.

For nogle aftener, er jeg simpelthen er for træt.
Dog heldigvis kun nogle få. 

Men jeg har da fået lidt strik færdigt.
2 sjaler af Stephen West


  



Sjalet hedder Dotted Rays, og er strikket i Freia handpaint, købt i New York

  

Jeg har kigget på Vertice Unite mange gange.
Fundet garn fra lager, og lagt op.
Lagt det tilbage og fundet nogle nye farver.
Og pludselig en dag, følte jeg at jeg jeg havde ramt plet.
Sjovt nok var alt garnet købt i USA

Madelinetosh Merino Light, Koigu Madelinetosh Sock og Dragonfly Fibre.
Købt hos Knitty City, NYC og Uncommon Threads, Los Altos.
Så det er et sjal med mange dejlige ferieminder :-)

søndag den 11. februar 2018

En koldbøtte. Del 6

Undervejs i kemoforløbet får man MR scanninger, for at se om kemoen virker.

Det gjorde den heldigvis.

Så godt at man til sidst næsten ikke kunne mærke / finde knuden.

6. Dec blev jeg så opereret.
Knuden i brystet blev fjernet.
3 lymfer i armhulen blev også fjernet.
Den ene for en sikkerheds skyld.

Alt gik godt.
Det tog ca. 2 1/2 time.

Man kommer hjem samme dag, som man er opereret.
Jeg var noget groggy, men ellers ok.

Dagen efter begynder man med øvelser og genoptræning derhjemme.

Alt går godt.

D. 20.dec skal vi til samtale, for at høre resultatet af det de har fjernet.

Det er desværre ikke gode nyheder.

Man kunne godt se at kemoen havde virket, men der var desværre kræftceller i en af lymferne.
Der havde desuden også været kræftceller i knuden.
Den var dog helt fjernet, uden spredning.

Det var lidt som at blive slået tilbage til start.
Og lidt af et chok, for vi troede jo, at alt var godt.
Men der er jo ikke andet at gøre, end at komme videre.

Så d. 22 dec. blev jeg opereret igen.
Det tog også omkring 2 timer.
Denne gang blev alle lymferne fjernet.
Og en lille sikkerhedsmargin, af rask væv i brystet på 1 mm.

På grund af jul og nytår, ville svaret først komme d. 10. Jan.
Så frem med tålmodigheden igen!

Heldigvis var der kun gode nyheder d. 10.jan.
Det var godt at de havde opereret igen.
Der var kræft i en enkelt lymfe, men resten var helt raske.

Så nu er både bryst og lymferne helt fri for kræft.

Næste punkt på dagsordenen er strålebehandling. 







mandag den 29. januar 2018

En koldbøtte Del 5

I løbet af de sidste mange år, er der sket kæmpe fremskridt i kræftbehandlingerne.
Især på brystkræft området, er der sket meget.

Og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for.

For på en eller anden mærkelig måde, var det ikke så slemt at få kemo som jeg havde frygtet.
Før i tiden, kastede man op, nærmest under hele kemobehandlingen.
Nu får man masser af kvalmestillende piller med hjem.
Nævner man en bivirkning, bliver der straks taget hånd om det.

Jeg ihvertfald sige, at jeg på alle måder, har følt mig i gode hænder, under hele forløbet.
Afdeling 5 på Kommunehospitalet er fuldstændig fantastiske, og de fortjener rigtig meget ros.
(Og det har jeg også givet dem) 😍

Nå, det var det med kemoen.
Er i tvivl om jeg skal fortælle om mine behandlinger?
Om de bivirkninger jeg fik?
Om de utrolig fantastiske sygeplejersker der er på afdelingen?
Hvordan jeg, på trods af behandlinger, kunne passe butikken?
Om alle de andre patienter, men får et helt specielt forhold til undervejs?
Om de venflon (en slags nål) som bruges hele tiden, og som kommunen udskiftede til et billigere produkt, hvilket medførte mange smerter og unødvendige stik? (Har netop set at de er blevet skrottet! Hurra)
Den fantastiske hjælp jeg fik til butikken!
MR scanninger og lægesamtaler?

Listen er lang, med ting jeg kunne fortælle.
Kan sige at de 5 måneder, var lange imens det hele stod på, men når jeg ser tilbage på, så gik det alligevel hurtigt.


Jeg vælger ikke at skrive om det hele.
Mest fordi det vil fylde utroligt meget.
Men også fordi jeg tænker at det ikke er interessant, i alle detaljer, for så mange andre end nogen der har været, eller skal igennem samme omgang.

Så hvis der er nogen der har spørgsmål, er de meget velkomne til at skrive en mail til mig.
Jeg fortæller gerne mere detaljeret.
Selvom alle oplever kemo og bivirkninger forskelligt, er der alligevel altid nogen erfaringer man kan bruge.





onsdag den 17. januar 2018

En koldbøtte. Del 4

Når man skal i gang med en brystkræftbehandling, starter man med Kemo Skole.

Kemo Skole, er en samling af patienter, der skal til at begynde på kemobehandling.
Nogen var allerede opererede, andre, som mig, skulle først opereres efter kemobehandlingen.
Formålet med “skolen” er at alle får samme information, og at man kan kan stille spørgsmål.
Det er altid godt at høre andres spørgsmål.

Det var meget overvældende at høre om alle de mange (og der var rigtig mange) bivirkninger.
Men som som sygeplejersken, der underviste sagde:
Prøv engang at læse indlægssedlen fra en pakke Panodil.
Læs hvor mange bivirkninger, man kan få.
Dette er lidt det samme.
Vi nævner alle de bivirkninger man kan få.
De allerfleste, får 2-4 bivirkninger.
Det er dog yderst sjældent at der er nogen der får dem alle.
Og det hjalp lidt på det hele. 




Vi har samtaler på Kommunehospitalet med dygtige læger og sygeplejersker, der fortæller, og spørger og gør os trygge.

Vi bliver vist rundt på kemoafdelingen, og får at vide at jeg skal sidde i “den raske afdeling”
Deres erfaring har lært dem, at de patienter der “bliver raske” kan give hinanden noget.
På en eller anden mærkelig måde, er det opløftende, at man er en af “de raske”

Kemobehandlingen kommer til at foregå således:

Først 3 behandlinger, med 3 ugers mellemrum.
Det er “de slemme”
Det er dem der bl.a kan give kvalme, hårtab, tørhed i slimhinderne og smerter i leddene.
Og her nævner jeg kun en meget lille del af de bivirkninger man kan få.

Derefter 9 behandlinger, med en anden slags kemo.
De skal gives en gang om ugen.
Det er “de nemme”
Her er listen med bivirkninger meget mindre.

Der skal tages mange blodprøver undervejs, MR scanninger og udfyldelses af spørgeskemaer.
Man får en tyk mappe med hjem. 
Her står det hele en gang til, og lidt mere.

Så nu er det jo “bare” at komme igang. 

  












fredag den 12. januar 2018

En koldbøtte Del 3.

I midten af juni er vi til samtale på Amtsygehuset.

Det er en samtale vi går ind til med bævende hjerter.

Til samtalen, får vi følgende besked:

Ja, det er brystkræft.
1 lokaliseret knude og 1 lymfe 
Der er ingen spredning.

Nej, du kommer ikke til at dø af det.
Om 1/2 års tid er du ude på den anden side.
Det bliver ikke nemt, men det er til at klare.

Lægen anbefalede kemobehandling først, 
Derefter operation, og til sidste stråler.
Grunden til denne rækkefølge var:
Kemo får knuden til at blive mindre, eller forsvinde helt.
Jo mindre knude, jo mindre operation.
Og det giver jo totalt mening.

Vi fik selvfølglig også meget mere information.
Men dette var det allervigtigste!







onsdag den 10. januar 2018

En koldbøtte Del 2

Endelig kom dagen, hvor jeg skulle undersøges.

Man både frygter, og “glæder sig” til dagen.
Frygter at få en grim besked.
Glæder sig, til at få det overstået, for der er jo sikkert ikke noget!

Jeg starter med en “almindelig” mammografi.
Derefter kommer der en læge ind, der scanner brystet.

Jeg kan ikke se skærmen, men det kan Per.
Og han kan se, at hun måler et område.
Så er han godt klar over, at det ikke er godt.
Jeg kan fornemme det samme.
Det tager alt for lang tid at scanne, føler jeg.

Så siger hun, at ud fra hendes erfaring, er det brystkræft.
At der en enkelt knude på ca.  33 mm x 25 mm, og at der også er kræft i en  lymfeknude.

Så bliver de lange nåle pakket ud.
Per går ud (han kan absolut ikke lide nåle)
Jeg får lokalbedøvelse, og så bliver der taget biopsi.

Bagefter får jeg taget røntgenbillede af lungerne.

Og så kan vi gå hjem.

Med hovedet fuld af tanker.

Og så skal vi vente igen.
Det tager nemlig 1 1/2 uge før resultatet af prøverne er klar.

De 1 1/2 uge var de absolut værste, længste og mest rædselsfulde dage og nætter i hele mit liv.



mandag den 8. januar 2018

En kolbøtte Del 1

I slutningen af maj 2017; opdager jeg at der er noget anderledes med mit venstre bryst.
Det føles ikke som en knude, men som et hårdt, lidt firkantet, område.

Jeg går og mærker på det nogle dage.
Jo mere jeg mærker, jo mere ømt bliver det..
Men jeg er ikke urolig.
Jeg havde været til træning, og bl.a. trænet brystmusklulatur.
Så det var nok det...

Alligevel får jeg Per til at mærke efter en dag.
Og han syntes også det føles anderledes.
Så jeg booker en tid ved lægen, bare lige for en sikkerheds skyld.

Lægen kan også godt mærke “firkanten”
Måske det er en bindevævsknude, siger han.
Men, for en sikkerheds skyld, henviste han mig til mammografi og undersøgelse, under kræftpakken.
Han talte også om, at muligheden for brystkræft var der, og at jeg selvfølglig skulle have den tanke i baghovedet.
Men han virkede ikke bekymret, så det var jeg heller ikke.

Jeg får en tid til undersøgelse.
Om 1 1/2 uge.

Så jeg væbner mig med tålmodighed.