Viser opslag med etiketten Strik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Strik. Vis alle opslag

mandag den 21. juni 2021

Tiden fløj afsted.

Jeg ved ikke lige hvad der skete?
Jeg syntes ellers det gik så fint med at få lavet blogindlæg igen. 
Måske det er fordi jeg er ved at køre en ny ansat ind i butikken, hvilket betyder at jeg er på arbejde alle dage, hvor jeg “plejer” at arbejde hjemme hver tirsdag, eller måske er det bare livet der går lidt stærkt i øjeblikket. 
Nå men uanset grunden, så er jeg her stadig ;-)



Min kusine i Kbh sendte dette fine billede til mig for er stykke tid siden. 
Jeg er yngste generation på billedet. 
Min mor (til højre) mormor (til venstre) og olde (mellem mig og min mor) er desværre alle døde. 
Det er lidt underligt at være den ældste. 
Min far er også død, så i lige linje er jeg den ældste. 
Har heldigvis stadig en bror, en faster og flere onkler og tanter, og mange fætre og kusiner, så det er jo dejligt :-)

Heldigvis har jeg selv fortsat linjen med en datter og søn. 
Og nu har min datter Line og hendes kæreste Patrick sørget for at linjen fortsætter. 
Et barnebarn er på vej. 


Termin er d. 26. Nov. og det er en lille pige der er på vej. 

Graviditeten har ikke været så nem, med meget kvalme og opkast, der endte med 2 ugentlige besøg på Skejby hvor hun blev tanket op med 2 L væske hver gang. 
Det lykkedes heldigvis det søde personale at finde noget kvalme medicin der hjælper hende, så det nu går meget bedre. 

Strikkepindene gløder selvfølgelig men jeg venter lige lidt med at fremvise det hele. 
Noget er bestilt af den kommende mor men der er også strikket hemmeligheder :-)


tirsdag den 11. maj 2021

Mere børnestrik

For et par uger siden lavede jeg et opslag med  “strik i anden farve”
Nu er lillebroderen ankommet og jeg har også fået strikket en nederdel til storesøsteren. 
 


Fakta:
Str: 4-5 år
Pind: 2,5 og 3,0 mm
Forbrug: 150 g
Ændringer: Jeg har tilsat multifarvet glimmertråd.

Glimmer er fuldstændig håbløst at tage billeder af men her er et forsøg:


Under nedlukning er vi en flok strikkere der har mødtes online om søndagen og strikkede sammen.
Det har været super hyggeligt og som til en alm strikkekomsammen krævede det et strikketøj der ikke var for kompliceret. 
Jeg slog derfor op til et babytæppe i garn fra lageret. 
Det er nu blevet færdigt og kommer i gavekassen. 
Der er nok af nevøer og niecer der engang vil blive glade for det



Fakta:
Model: Bellatæppe fra Lene Holme Samsøes bog Babystrik på pind 3
Garn: Cottonwool 3 fra Gepard garn fv. 810 og 526
Pind: 3 mm
Forbrug: 150 g grøn og 25 g hvidt
Andet: Strikkede intarsia for at få kanten hvid

søndag den 11. april 2021

Vi skal tænke i andre farver

I december måned, lige inden nedlukning var jeg til træning i mit lokale Fit og Sund
Jeg prøver (prøvede) at træne mindst 2 gange om ugen, ikke fordi jeg er sådan en som ELSKER at træne, men mere fordi jeg kan mærke, at min krop har godt af det. 
Den ene gang træning har i mange år været med en personlig træner. 
Jeg er ikke ret god til at presse mig selv, og er ikke ret vild med at træne i maskiner. 
Holdtræning er helt sikkert mere mig. 
Jeg har derfor taget konsekvensen af det, og ofret pengene på en PT.
For mig, er de penge givet godt ud. Jeg bliver presset til det yderste, noget jeg aldrig selv får gjort. 
Nå men det var et sidespring. 
Det jeg egentlig ville fortælle var, at til denne træning, lige inden nedlukning, fortalte min PT Jeppe mig, at ham og hans kone ventede barn nr. 2.
Deres første barn, en pige, har jeg ind i mellem strikket til, og de har været meget glade og taknemmelige for de ting jeg er kommet med. 
Og nu skulle de så tænke i andre farver. Måske det var et hint, måske bare en lille sidebemærkning. 
Men uanset hvad, ikke noget jeg kan sidde overhørigt.😉 
Så jeg har strikket et sæt “i en anden farve” til lillebror som ankommer engang i maj måned. 
Jeg har strikket str. 6. mdr, så han ikke fryser til vinter. 




Fakta:
Modeller: Rilletrøje og Morfarbukser fra Lene Holme Samsøe -Babystrik på pind 3 hæfte 1
Pilothue fra Lene Holme Samsøe - Babystrik på pind 3 hæfte 3
Str: 6 mdr
Garn: Anina fra Filcolana (egentlig er jeg ikke stor fan af Anina, syntes det bliver slapt efter vask) Havde en rest på lager der blev suppleret
Pind: 2.5 og 3.0 mm

Nu må vi se hvornår fitnesscentrene åbner igen, så jeg kan aflevere det. 

Apropos træning og fitness centre. 
Under første nedlukning var jeg, i starten, god til at lave hjemmetræning. 
Det er overhovedet ikke lykkedes mig denne gang. 
Så nu har vi taget konsekvensen og købt et løbebånd. 
Jeg håber at det kan hjælpe mig af med de genstridige Corona og Tamoxifen kilo der sidder på maven. 
Når centrene igen åbner, håber jeg at det kan bruges som supplement. 
Nu er det ihverfald indviet i dag. 




søndag den 28. februar 2021

En langsommelig affære, men med et fantastisk resultat

Ind i mellem har man nogle projekter der trækker tænder ud.
Jenny Jacket har været en af dem.
Det er ikke fordi der har været fejl i opskriften, eller at den er svær.
Men fordi at hver sjette pind bare tager lang tid.
En omgang smockstrik tager tid!
Til gengæld er jeg yderst tilfreds med resultatet, og det har været det hele værd.

  


Jeg strikkede i noget helt andet garn for at undgå mohair.
Det er bare ikke lige mig.
Det er en tyk model, så måske den er blevet færdig lige lidt sent, nu hvor foråret er på vej.
Men det bliver da heldigvis vinter igen.

Fakta:
Model: Jenny Jacket fra PetiteKnit
Str: Strikket efter 2XL og håbede at ende på XL, er nok endt midt i mellem
Garn: 1 tråd Duo Silke/Merino fv. 510, 1 tråd Cashmere Lace fv. 740 og 1 tråd Paia fv. 700
Det er desværre ikke til at se på billedet at der er glimmer i, men det er ret fint.
Pind: 3.5 og 4.0 mm
Andet: Jeg har forkortet ærmerne ret meget, men kunne godt have lavet dem dem endnu kortere.

Nu jeg er ved det der med projekter der tager lang tid, så er jeg også netop blevet færdig med et broderi.
Jeg fik kittet til Aros til min 50 års fødselsdag af nogle gode strikkeveninder og da det snart er 6 år siden er det vel også på tide ;-)


Nu skal broderiet "bare" monteres.
Jeg ved af erfaring, at det godt kan tage mig noget tid at få det gjort, og at jeg ikke altid er tilfreds med resultatet, så jeg har bestemt at Fuldend.dk får lov til at montere broderiet til en sofapude.
Hanne er super dygtig til det arbejde, og man skal altid støtte de små erhvervsdrivende ;-)

Ellers har jeg haft travlt med at få gjort butikken klar til åbning i morgen.
Det bliver dejligt at se kunderne i øjnene igen.
Det er nu noget helt andet, end mail, tlf. samtaler og webordrer

tirsdag den 2. februar 2021

Status på strikketøj

Som I kunne se i et tidligere indlæg, strikkede jeg rigtig mange strømper til jul.
Et par af strømperne var til Lines veninde.
Da hendes søster så strømperne, var hun meget misundelig.
Og det kan vi jo ikke have ;-)
Så nu er der også strømper til søsteren.


Faktaboks:
Model: Ruffle Socks fra PetiteKnit
Str: 37
Garn: 50 g Arwetta fv. 331 samt lidt glimmergarn
Pind: 2.5 mm
Ændringer: Jeg slog op med glimmergarn og gik med det samme over til Arwetta:
Strikkede 1 omgang med glimmergarn lige inden indtagninger til tåen.

Hvad har jeg eller på pindene for tiden?
Som altid, er der mere end et enkelt projekt.


Jenny Jacket fra PetiteKnit, til mig selv.
Jeg strikker i 1 tråd Silke/Merino fra Design.Club, 1 tråd Cashmere Lace fra Gepard Garn og 1 tråd Paia fra Filcolana.
Det er ikke det hurtigste strikketøj, men det rigtig flot og jeg glæder mig meget til at få den færdig.



Jeg strikker også Terrazzo Slipover til Line.
Den har drillet mig meget, fordi farverne i silk/mohairen poolede, og det kan jeg ikke lide.
Jeg har trævlet det hele op og er startet forfra, og er meget mere tilfreds nu.
Jeg strikker i 1 tråd Pura Lana fra Gepard Garn og 1tråd Silke/Mohair fra Sysleriget.

Derudover strikker jeg på en babytrøje, til en der venter sig en dreng, Classic fra Hanne Falkenberg, en mælkebøtte nederdel, et halstørklæde fra Brooklyn Tweed, et babytæppe, et halstørklæde jeg laver opskrift til og et tæppe der har været i gang i flere år fra Purl Soho.
Men det er mest de 2 på billederne jeg strikker på.
Når de er færdige må jeg se på alle de andre projekter, om jeg har lyst til at fortsætte eller de skal trævles op.

lørdag den 23. januar 2021

Halløjsa..

 Jeg har længe haft lyst til at begynde at blogge igen, i det små.

Men som jeg skrev i forrige opslag (som er rimeligt gammelt) drillede det hele.
Jeg syntes det er nemmere at bruge telefonen eller Ipaden, og vil helst bruge en app,
men jeg kan ikke lige finde en der virker som jeg gerne vil have at den skal.
Så nu bliver det helt "gammeldags" på computeren, indtil jeg finder en anden løsning.

Til nytår sidste år, havde jeg bestemt at 2020 skulle være året, hvor vi skulle se venner og bekendte, og ikke mindst familie vi ikke havde set længe.
Der var planlagt påskefrokost med min mors familie, jeg ville have inviteret svogre, svigerinder, nevøer og niecer til fødselsdag, og vi skulle have haft besøg fra USA.
For første gang i måske 14 år skulle min bror komme med drengene og hans nye kone.
Det havde vi glædet os utroligt meget til.

Men......alt blev aflyst :-(
ØV hvor var det bare træls!


(billede fra Pinterest - Britta Elmstrøm)


Men det var jo ens for os alle.
Og jeg har haft utroligt travlt i butikken, så jeg klager på ingen måde.

Der er mange der har sagt at de har fået strikket rigtig meget under Corona.
De har sikkert været hjemsendt eller arbejdet hjemmefra.
Den ekstra strikketid har jeg ihvertfald ikke mærket.
Jeg var alene i butikken i flere måneder og havde ingen ferie overhovedet.

Det er ikke fordi jeg ikke har fået strikket noget som helst.
Men jeg vil ikke begynde med at opremse alt hvad jeg strikkede sidste år.
Du kan se det hele på Ravelry, som altid er opdateret ;-)
Jeg vil dog lige vise hvad jeg fik strikket til julegaver 2020


8 par strømper til Line og hans kæreste, Emil og hans kæreste, Lines veninde, min veninde og en nevø og hans kæreste.
Derudover fik Lines kæreste også en Star Wars hue.
Alt er strikket i Arwetta, så det er nemt at smide i vaskemaskinen ;-)

Årets første færdige strik blev en cardigan til mig selv.


Sjovt nok var årets første færdige projekt til mig selv 2020 denne her:


(Kan se at jeg helt tilfældigt, har samme bluse under, på begge billeder)

Jeg strikker ikke ret tit samme model flere gange (undtagen småting som strømper og huer), men denne cardigan har jeg simpelthen været så glad for, at jeg var nødt til at strikke den igen i en anden farve.
Måske jeg skal begynde at overveje hvilken farve jeg skal strikke til næste år :-)

Faktaboks:
Model Waterlily fra Laine Magazine 8 (findes også i dansk oversættelse, som løs opskrift)
Str. XL
Garn: Pura Lana fv. 748 og Kid Seta Tweed fv. 778 fra Gepard Garn.
Pind 4 mm
Ændringer: Ribben er forkortet da jeg ikke er så vild med den meget brede rib forneden på både krop og ærmer. Ærmerne er også forkortet.

Nå, men det blev ordene i denne omgang.
Jeg vil prøve om jeg ikke kan være lidt mere tilstede herinde fra nu af :-)

mandag den 25. juni 2018

Selvfølgelig strikkes der også..

Jeg har altid gang i strikkepindene.
Det er afslappende, både for kroppen og hovedet.
Jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der har det sådan.
Og så kan man jo altid forny sin garderobe, når man har brug for det.

Jeg manglede en sommer cardigan.
Så måtte pindene i gang igen.

Jeg strikkede modellen Iris, fra Else Schjellerup, i Dunlin garn

  

Den er utrolig behagelig at have på.
Dog er ærmerne blevet alt for lange, så jeg skal lige have kortet dem af.

En sommertop, har jeg også strikket.
Fra samme designer, i samme garn (dog en anden farve). Modellen hedder Rosita.


Jeg har også fået nye briller, og nyt mærkeligt hår, der lever sit eget hår ;-)

Toppen blev strikket i forbindelse med Garnstafet.
Begge mine ansatte, Trine og Pernille, havde også strikket Rosita.


Dette var vores søndags outfit til Garnstafet.
Vi fik nemlig besøg af Else Schjellerup og hendes modeller.
Og så var det jo helt oplagt at være iført hendes model.

Lørdags outfittet var syet, men også med garn som emne




Og det fik vi godt nok mange søde og sjove kommentarer på :-)

Jeg har haft fødselsdag, og fik en overlock maskine i gave.
Så jeg syede bluse til både Trine (til venstre) og mig selv.
Pernille syede selv nederdel. :-)




lørdag den 5. maj 2018

Og så blev det lidt stille :-)

Det var slet ikke meningen.
Hverdagen fylder bare.

Jeg har fået lavet kreaværelse.
Jubii.
Det har jeg glædet mig til mange år.

  

 

Garnkisten har fået en gang blå maling.
Jeg syntes den er blevet rigtig flot.

Symaskinen og overlocken er sendt til eftersyn hos Guldager.
Desværre overlevede overlocken ikke. 
Der var flere ting galt med den, og man kan åbenbart ikke få reservedele til den mere.
Så nu ved jeg da hvad jeg skal ønske mig i fødselsdagsgave. ;-)

Fremover er det også mit arbejdsværelse om tirsdagen, hvor jeg skal sidde hjemme og arbejde.
Der er en del der halter bagefter i webshoppen, og det er alt for længe siden jeg har lavet nyhedsbrev.
Men det håber jeg snart at jeg får rettet op på.

Jeg har strikket en bluse, og trævlet den op igen.
Garn og opskrift blev købt i Purl Soho sidste år.
Det er super blødt og lækkert garn og på billedet var modellen rigtig pæn.
I virkeligheden lignede den en sæk kartofler på mig, da den var færdig, så den blev hurtigt trævlet op og er nu i gang med at blive til en ny og meget bedre model.

 

 

Heldigvis lykkedes de små projekter.
Jeg har strikket en Begynder jakke fra PetiteKnit og Bette fra Design.Club.
Begge dele er til butikken.








søndag den 4. marts 2018

Hue strik og besøg hos G-Uld

Det har godt nok været bidende koldt det sidste stykke tid.

Så jeg har haft gang i strikkepindene.

Først strikkede jeg Hipsterhuen, i en varm brændt orange der kunne matche det tørklæde jeg strikkede sidst år, i alpaca fra G-Uld

  

Fakta:
Opskrift: Hipsterhue fra PetiteKnit
Garn: Pernilla fra Filcolana
Pind: 3 mm
Forbrug: 50 g

Så strikkede jeg en hue til Per, så han heller ikke skulle fryse.
Egentlig havde han en hue jeg havde strikket til ham for mange år siden, men den var ikke ret pæn mere, så en ny måtte til.


Fakta:
Opskrift: Bostonhue af Susie Haumann
Garn: Anina fra Filcolana
Pind: 3 mm
Forbrug: ca. 50 g 

Og til sidst strikkede jeg en hujende kunne matche Vertice Unite. 
Den blev ret god, syntes jeg.

  

Fakta:
Opskrift: Dazzle hat, fra Ravelry
Garn: Diverse rester fra Vertice Unite og mørk blå Anina fra Filcolana.
Pind: 3 mm
Forbrug: i alt 57 g

Hvad er der ellers på pindene for tiden?

Berber fra Masker fra Marrakech (den ligger dog lidt i hi, da jeg er blevet i tvivl om jeg kan lide skuldrene)
Et tørklæde af eget design, til butikken.
Slyngrose tørklæde af Susie Haumann
En hæklet kjole (startet da jeg ikke kunne strikke efter operationen)
Skift cardigan fra Woolfolk


Og som hos alle I andre, ligger der garn og venter til mange flere projekter.

Et super hyggeligt besøg hos G-Uld, sammen med Susanne, gjorde det ikke bedre ;-)



  

 Tak for besøget Anne. Det var en fornøjelse ❤️

onsdag den 21. februar 2018

Strik og brystkræft

Jeg havde en ide om at når man får kemo eller efter operation, så får man ikke strikket ret meget.
Men måske man fik læst en del?
Noget jeg egentlig er ret glad for, men ikke får gjort så meget mere.
Jeg har forsøgt mig med lydbøger, men det er slet ikke mig.

Så jeg bestilte en stor stak bøger hjem fra Amazon.
Selvfølgelig strikkerelaterede ;-)



Det viste sig dog, at jeg hverken fik læste eller strikket ret meget.

Efter de første kemobehandlinger, var jeg utrolig træt og kvalm og havde hverken lyst til at læse eller strikke. 
Heldigvis kom det igen, efter nogle dage.
Og så vandt strikkelysten.

Efter operationerne, kunne jeg ikke strikke, da jeg havde ondt i armen.
Jeg fik læst lidt, men slet ikke det jeg havde regnet med.
Jeg var nemlig også utrolig træt. 

Nu kan jeg heldigvis godt strikke igen.
I starten kun på lidt tykke pinde.
Og jeg kunne også hækle. 
Men ikke for længe af gangen. 
Så jeg vekslede imellem at læse og hækle/strikke.

Men nu er alt tilbage til “normal” og jeg strikker på fuld kraft igen.
Eller det vil sige, hvis ikke jeg er for træt.

For nogle aftener, er jeg simpelthen er for træt.
Dog heldigvis kun nogle få. 

Men jeg har da fået lidt strik færdigt.
2 sjaler af Stephen West


  



Sjalet hedder Dotted Rays, og er strikket i Freia handpaint, købt i New York

  

Jeg har kigget på Vertice Unite mange gange.
Fundet garn fra lager, og lagt op.
Lagt det tilbage og fundet nogle nye farver.
Og pludselig en dag, følte jeg at jeg jeg havde ramt plet.
Sjovt nok var alt garnet købt i USA

Madelinetosh Merino Light, Koigu Madelinetosh Sock og Dragonfly Fibre.
Købt hos Knitty City, NYC og Uncommon Threads, Los Altos.
Så det er et sjal med mange dejlige ferieminder :-)

søndag den 4. februar 2018

Andre færdige projekter

Udover julekalender gaver, var der også andre ting der hoppede af pindene, i løbet af efteråret.


Strømper til en nevø
Garn: rester fra lageret
Mønster: fra Ravelry Maskeantal var på slump. Det blev desværre lidt for store, men en tur i tørretumbleren hjalp. 


Et sjal til min faster der blev 80 år.
Garn: Garn fra lager, købt i USA og Cash Sock fra Gepard


Look af Hanne Falkenberg blev endelig færdig.
Havde jo strikket den en gang. Men den var jo desværre for lille.
Denne her passer, men jeg er ikke tilfreds med halsen.
Den skal laves om. 
På et eller andet tidspunkt.
Helst inden sommer ;-)

  

Julekjole, nissehue og futter til en sød pige.


Mønster: Kjolen fra Annette Danielsen, huen fra Hendes Verden og Futterne fra Tusindfryds Blog
Garn: Soft Touch 3 fra Karen Noe og Arwetta fra Filcolana