Jeg glæder mig.

For det er nemlig min tur igen :-) For ca. 1 1/2 år siden lagde jeg denne opfordring ud på bloggen. Og heldigvis var der nogen der havde lyst til at komme! Nogen er faldet fra, andre er kommet til, så vi nu er 12 der mødes hos på skift hos hinanden, med ca. 1 måneds mellemrum. Vi har det simpelthen så hyggeligt når vi er sammen. Snakken går fra 1 sekund man træder ind af døren, der viser strikketøj, der bladres i bøger og blade, der gramses på garn, der spises og drikkes, der snakkes noget mere, der grines, der snakkes, (ved godt der er nævnt flere gange, men der snakkes altså meget :-D) Når jeg sidder og glæder mig til imorgen, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvilken fantastisk verden der har åbnet sig for mig i løbet at de 2 år jeg har haft min blog. Jeg har f.eks aldrig tænkt over at man kan strikke strømper på rundpind (magic loop), at man kunne have mønster i, og at der findes så meget fantastisk strømpegarn. Farmor har altid været den der strikkede stømper i familien, på 5 pinde, rib eller glat, og i ensfarvet strømpegarn, måske med en lille stribe. (Hun følger mig på sidelinien og er også imponeret over alle de "nymodens ting") :-D En anden ting, er engelske opskrifter og Ravelry. Endnu en port der åbnede sig for mig. Det er jo en uendelig verden af ideer, der nogen gange gør det svært at begrænse sig. Men det, der har været det aller vigtigste for mig, er mødet med alle mine mange medsøstre, som jeg har mødt på forskellige strikkecafeer, strikke kurser, igennem bloggen og på messer, som også er angrebet at strikkefeberen. :-) Og specielt vores egen lille strikke klub. Når vi er sammen, føltes det som om vi har kendt hinanden i mange mange år. Selvfølgelig binder strikkeriet os sammen, for hvor ville man ellers kunne snakke om garn, med en forelskelse i stemmen uden at blive til grin, for sådan har vi det jo alle!!, men jeg tror også at vi har været ualmindelig heldige som gruppe. For vi har det simpelthen så godt sammen på mange områder. Vi behøver nemlig ikke kun snakke strik, vi har også alvorlige emner oppe, for sådanne har vi jo alle fra tid til tid, og netop lige der er det, at sådan en gruppe viser sit værd syntes jeg. Da jeg stoppede på min gamle arbejdsplads var jeg bange for at jeg ville savne at have kollegaer. Det er et stort spring at komme fra en stort køkken med mange gode kollegaer hver dag, til at gå hjemme og arbejde med sin mand. Men jeg behøvede ikke at være nervøs, for jeg føler at alle disse dejlige strikkepiger er mine nye kollegaer. Dem kan jeg tale med hvis jeg har brug for det, og selvom vi ikke mødes hver dag, så ved jeg at de er der hvis jeg skulle få brug for det. Og det vil jeg gerne sige tak for. Og jeg glæder mig meget til at se jer igen imorgen!

(Billedet lånt her)