Mon der findes en strikkehimmel ?

Det håber jeg.
For jeg kan lige se Irene for mig.
Sidde der i en god stol, med sit smukke hvide hår og en strikket turkis cardigan over en smuk kjole og med sko, taske og smykker der selvfølgelig matcher. Mon ikke også hun er omgivet af roser. Mange mange smukke roser i alle farver, størrelser og former. Duften af roserne vil omgive hende, og hun vil sidde og snuse ind og smile.
Hun vil (selvfølgelig) være igang med at strikke efter en eller anden ny og spændende opskrift, som hun har fundet på nettet eller i en ny strikkebog. Måske strikker hun også i en turkis nuance. Det ville ligne hende, selv om hun på sidste var begyndt at afprøve andre farver, så var det nu engang den turkis der var hendes farve og varemærke.
Det kunne også være noget strik til en af hendes elskede børnebørn. De børn der fyldte så uendelig meget i hendes liv.
Åh, jeg håber det, for så ved jeg, at alt er ok, når det engang bliver min tid, og jeg skal afsted.

Første gang jeg mødte Irene, var her hjemme hos mig. Det var d. 29 sep.2008, hvor jeg havde inviteret til Strik in. Jeg havde fulgt Irenes blog et stykke tid, og vi havde også skrevet sammen, inden vi mødtes første gang.
Men en ting er at skrive sammen, en anden er at mødes i virkeligheden. Og tænk engang, vi var på bølgelængde med det samme.
Det var som om vi havde kendt hinanden længe.
Vi blev enige om at succcesen måtte gentages, Og Irene tilbød straks at lægge hus til. Et par måneder efter var det derfor i Ormslev at vi mødtes. Og endnu engang var det med stor succes.
Som bonus kom Michael også ind i mit liv, ved den lejlighed, Og en bedre bonus kan man da vist ikke ønske sig!

Vi blev ved med at mødes med jævne mellemrum. Nogle faldt fra og nye kom til. Men Strikkesøstrene var skabt, Og vi har haft så mange gode stunder sammen igennem årene. Ture til messer, shoppingture, Fanø strikkefestival, frokost, Sofies Forældre strikkeeftermiddage, strik, strik, strik, grin og snak.

I går mødtes vi igen. Men det var med tungt hjerte for vi skulle tale om Irenes begravelse. Puha, det var ikke sjovt.
Tænk engang at vi skal sige farvel til en strikkesøster!! Nej, det er ubærligt.
Og selvom Irene har fået fred fra hendes rædselsfulde sygdom og tanker om hende i strikkehimlen giver lidt trøst, så er det stadig ikke til at tro, at hun ikke er blandt os mere.

Kære kære Irene.
Tak for alle de dejlige stunder vi har haft sammen.
Tak for alle dine fantastiske blog indlæg.
Tak for den tid vi fik sammen.
Vi ses engang.
Jeg skal nok huske strikketøjet, så vi kan fortsætte hvor vi slap….