Man både frygter, og “glæder sig” til dagen.
Frygter at få en grim besked.
Glæder sig, til at få det overstået, for der er jo sikkert ikke noget!
Jeg starter med en “almindelig” mammografi.
Derefter kommer der en læge ind, der scanner brystet.
Jeg kan ikke se skærmen, men det kan Per.
Og han kan se, at hun måler et område.
Så er han godt klar over, at det ikke er godt.
Jeg kan fornemme det samme.
Det tager alt for lang tid at scanne, føler jeg.
Så siger hun, at ud fra hendes erfaring, er det brystkræft.
At der en enkelt knude på ca. 33 mm x 25 mm, og at der også er kræft i en lymfeknude.
Så bliver de lange nåle pakket ud.
Per går ud (han kan absolut ikke lide nåle)
Jeg får lokalbedøvelse, og så bliver der taget biopsi.
Bagefter får jeg taget røntgenbillede af lungerne.
Og så kan vi gå hjem.
Med hovedet fuld af tanker.
Og så skal vi vente igen.
Det tager nemlig 1 1/2 uge før resultatet af prøverne er klar.
De 1 1/2 uge var de absolut værste, længste og mest rædselsfulde dage og nætter i hele mit liv.
Puha, det indlæg kunne jeg have skrevet; jeg opdagede en knude i maj 2016 og afsluttede strålebehandling i december måned samme år.
SvarSletHåber du er ok nu!
SletJeg skal snart i gang med stråler. :-/
Jeg er helt ok :-)
SletHvor mærkeligt det end lyder, så blev strålerne også hverdag, man lærer hurtigt rutinerne, og på en god dag tog det 20 minutter med omklædning. Det var bestemt ikke en dårlig oplevelse, når nu det skulle være.
Ja, det er mærkeligt at den slags kan bliver hverdag.
SletDet blev kemoen jo også.
Det lyder da heldigvis som om det er til at klar med strålerne.
Tak for info :-)
Det er vel nok stærkt, at du deler. Jeg håber på, at det er en føljeton med en god slutning.
SvarSletDet bliver det :-)
Slet